En mand er anholdt og sigtet for drab i forbindelse med fundet af en død kvinde i Ballerup onsdag. Der er tale om kvindens mand.
Politiet behandlede i første omgang sagen som et mistænkeligt dødsfald, da man ikke ville udelukke muligheden for et drab.
- Jeg kan bekræfte, at der er anholdt en person i sagen, fortæller politiinspektør Bent Isager-Nielsen til Ritzau.
Retten i Glostrup oplyser, at der torsdag eftermiddag skal fremstilles en mand i grundlovsforhør, og at han er sigtet for manddrab. Ifølge Bent Isager-Nielsen er der tale om sagen fra Ballerup.
- Men der er fortsat meget i den sag, som skal undersøges til bunds, siger politiinspektøren.
Det var pårørende til kvinden, som onsdag slog alarm, da de ikke kunne komme i kontakt med hende, oplyste politiet til Ritzau onsdag.
Efterfølgende blev kvinden fundet død i en lejlighed i Hede-Magleparken i Ballerup, og en obduktion af liget skal nu klarlægge de nærmere omstændigheder omkring dødsfaldet.
Ifølge efterforskningsleder Carsten Jansson blev manden anholdt allerede onsdag eftermiddag. Anholdelsen fandt sted i Ballerup.
Umiddelbart er det dog ikke nagelfast, at der er tale om et drab. Det håber Carsten Jansson at blive klogere efter obduktionen.
/ritzau/