Mand anholdt med stor mængde amfetamin

Skrevet af admin

27/06/2014

Dagens topnyheder

En 34-årig mand fra Måløv uden for København er fredag blevet varetægtsfængslet i fire uger.

Det oplyser vagtchef Torben Wittendorff, Københavns Vestegns Politi.

Politiet sigter manden for at opbevare 50 kilo amfetamin.

Han blev anholdt torsdag aften på sin bopæl, hvor han opbevarede narkotikaen. Anholdelsen skete ifølge politiet efter kort tids efterforskning, som bestyrkede politiets mistanke om, at manden opbevarede narko hjemme hos sig selv.

- Vi mener, at amfetaminen er med henblik på videresalg. 50 kilo fylder noget, så han havde det både i fryser og køleskab, siger vicepolitiinspektør Carsten Jansson til Ritzau.

- Vi kender ham for noget lignende kriminalitet i forvejen, men der er ikke umiddelbart relationer til bandemiljøet, siger han.

Det er endnu uvist, om der er medgerningsmænd på fri fod.

Den 34-årige blev fredag eftermiddag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Glostrup, hvor en dommer fandt mistanken mod ham tilstrækkelig til en varetægtsfængsling.

/ritzau/