Mand dræbt af spøgelsesbilist

Skrevet af admin

16/03/2014

Dagens topnyheder

En trafikulykke på Amager kostede tidligt søndag morgen en mand livet, mens to andre blev kvæstet.

Ulykken skete på Amagermotorvejen ved afkørsel 20.

- En bil kommer kørende med høj hastighed i retning mod København, fortæller vagtchef John Hansen fra Københavns Politi til Ritzau.

- Da den kommer ned på centrumforbindelsen ved afkørsel 20, kører den frontalt ind i en modkørende, altså en spøgelsesbilist, fortsætter han.

I bilen, der blev ramt af spøgelsesbilisten, sad et ægtepar i 50'erne. Manden blev dræbt på stedet, mens hans kone, der var med som passager, blandt andet brækkede ryggen og fik punkteret en lunge.

Spøgelsesbilisten, der er en mand i begyndelsen af 20'erne, slap fra ulykken med en brækket arm.

Allerede kort efter ulykken havde politiet en mistanke om, at han var påvirket af spiritus - en mistanke, der ikke er blevet mindre i løbet af søndagen.

- Han er blevet anholdt og bragt til Station Amager, og han vil blive fremstillet i grundlovsforhør i morgen, siger vagtchefen ved Københavns Politi, John Hansen, søndag eftermiddag til Ritzau.

Spøgelsesbilisten er blandt andet sigtet for uagtsomt manddrab og spirituskørsel.

/ritzau/