Mand fængslet for at skyde mod to søstre i jalousidrama

Skrevet af admin

17/06/2015

Dagens topnyheder

Den 26-årige mand, som er sigtet for drabsforsøg på to søstre tirsdag eftermiddag i Løsning, er blevet varetægtsfængslet i fire uger.

Det oplyser dommeren i Retten i Horsens til Horsens Folkeblad efter et grundlovsforhør.

Den 26-årige københavnske mand erkendte i retten, at han var i besiddelse af et våben, men han nægtede drabsforsøg og nægtede at have udsat andres liv for fare.

Det var tilsyneladende jalousi, der tirsdag eftermiddag fik manden til at affyre flere skud mod et hus i Løsning mellem Vejle og Horsens.

- Han forsøger at skaffe sig adgang til huset på Marsvej, og da det ikke lykkes, skyder han gennem nogle vinduer i entréen, sagde politikommissær Kent Midtgaard, der er sektionsleder i efterforskningen hos lokalpolitiet i Horsens.

To søstre på 17 og 33 år blev ramt af skud. Den ene blev ramt i armen, mens den anden blev ramt af et strejfskud på hoften. De er begge udenfor livsfare.

Skuddene blev affyret fra en pistol, men den har politiet endnu ikke fundet.

Onsdag middag kan politiet ikke sige mere om, hvad der er sket i sagen.

Ifølge politiet var motivet til skyderiet formentlig jalousi, men det er tirsdag aften uvist, hvem de voldsomme følelser var rettet imod.

/ritzau/