Mand fundet død i sø i midten af København

Skrevet af admin

04/06/2015

Dagens topnyheder

En mand er torsdag eftermiddag fundet død i Sankt Jørgens Sø i midten af København.

Umiddelbart tyder intet på, at manden er blevet dræbt, siger vagtchef Henrik Brix fra Københavns Politi.

- Vi er fremme på stedet og konstaterer ikke nogen skader med tegn på vold. Det ser ud til at være en ulykke - at han er faldet i vandet og druknet, siger vagtchefen til Ritzau.

Det var en forbipasserende, der kort efter klokken 17 bemærkede liget i vandet.

- Et ligsyn skal klarlægge dødsårsagen. Men det ser altså ikke mistænkeligt ud, siger Henrik Brix.

Han kender endnu ikke identiteten på den afdøde. Hvorvidt der er tale om en ældre eller yngre mand er heller ikke klart.

Vagtchefen vurderer, at liget ikke har nået at ligge i vandet særlig længe.

- Det er et forholdsvis befærdet område, så det er svært at forestille sig, at han har været i vandet i lang tid, siger Henrik Brix.

/ritzau/