Mand på motorcykel kaster bombe mod valgmøde i Kairo

Skrevet af admin

18/05/2014

Mest læste i dag

En bombe kvæstede mindst tre personer ved et valgmøde for frontløberen ved præsidentvalget i Egypten, Abdel Fattah al-Sisi, lørdag.

En mand på motorcykel kastede den hjemmelavede anordning i retningen af Sisis støtter ved en forsamling på en gade i det nordøstlige Kairo, hvor omkring 150 personer var til stede, siger sikkerhedskilder.

Sisi, der er tidligere militærchef, var ikke til stede. Det er ventet, at han vinder valget, der bliver afholdt 26.-27. maj i landet, som er præget af uro og ustabilitet et år efter, at den islamistiske præsident Mohamed Mursi blev afsat.

Sisi har undgået at træde frem offentligt under sin kampagne - angiveligt på grund af frygt for sikkerheden. Han har i et tv-interview sagt, at der har været to forsøg på at tage livet af ham, men han undlod at uddybe.

Lørdagens angreb var det første mod en kampagne-begivenhed.

Siden Mursis fald er der sket et stigende antal angreb på blandt andet Sinai-halvøen. Hundredvis af politibetjente og soldater er blevet dræbt.

Sikkerhedskilderne siger, at det ikke står klart, om lørdagens angreb var målrettet politiet eller Sisi-støtterne. En af de sårede er en betjent.

Sisis eneste modstander ved præsidentvalget er den venstreorienterede Hamdeen Sabahi, der kom på tredjepladsen ved valget i 2012.

/ritzau/Reuters