Mand ramt af skud foran tv - måske det forkerte offer

Skrevet af admin

04/04/2016

Dagens topnyheder

Et ægtepar sad søndag aften og så tv i deres stue på den københavnske vestegn, da en byge af skud pludselig knuste ruden til deres hjem på Rødovre Parkvej.

Flere af skuddene ramte den 61-årige mand, men efter at have gennemgået en operation er han mandag uden for livsfare.

Ifølge politiet er det tvivlsomt, at nogen skulle ønske at gøre alvorlig skade på offeret.

- Vi kan ikke finde noget motiv til, at nogen har skudt mod ham, siger politikommissær Hans Tonnesen fra Københavns Vestegns Politi.

- Vi tror, at det er nogen, der er kommet til at skyde det forkerte sted, tilføjer han.

Siden angrebet har politiet afhørt flere vidner i området, men endnu er det ikke lykkedes at anholde nogen.

Manden blev angiveligt ramt af tre skud - herunder i sin ene arm og i et ben. Det skete omkring klokken 23.30.

/ritzau/