Med et oversavet jagtgevær affyrede en ung bilist to skud, mens en af politiets patruljevogne jagtede ham i Nørresundby natten til lørdag.
Den 25-årige mand blev dog anholdt, og en dommer i Retten i Aalborg har lørdag besluttet at varetægtsfængsle ham i fire uger.
I retsmødet sagde den unge mand, der er fra Nørresundby, ikke et kuk.
Dog har han ifølge nordjyske.dk erkendt at have affyret våbnet. Men han nægter at have peget mod politiet.
De to skud fra geværet var tilsyneladende ikke rettet mod nogen, har politiet oplyst.
Til sidst kørte manden galt på Engvej, og da han havde geværet i hånden, besluttede politifolkene også at trække deres våben.
Manden sigtes udover våbenbesiddelse og overtrædelser af færdselsloven også for at have truet politifolkene.
Det hele begyndte, da patruljen rutinemæssigt ville stoppe bilen ved et-tiden.
Men da den 25-årige i stedet kørte væk, udviklede det sig til en noget mere dramatisk hændelse.
/ritzau/