Mandelas volapyk-tolk har søgt psykiatrisk behandling

Skrevet af admin

19/12/2013

Dagens topnyheder

En tegnsprogstolk, som gestikulerede uforståeligt ved mindehøjtideligheden for Nelson Mandela i sidste uge, har søgt psykiatrisk behandling.

Thamasanqa Jantjie var ansat til at oversætte talerne ved sidste uges storslåede mindeceremoni for den tidligere præsident på Soccer City Stadium i Soweto, men han lavede blot uforståelige fagter med hænderne.

Efterfølgende sagde han, at han var i en "skizofren periode".

Den sydafrikanske avis Johannesburg Star skriver torsdag, at Thamasanqa Jantjies kone har taget ham med til psykiatrisk behandling på et hospital. Lægerne på stedet besluttede at lade ham indlægge.

- De seneste dage har været svære. Vi har støttet ham, fordi han måske var ramt af et sammenbrud, siger tolkens kone, Siziwe.

Jantjie skulle til kontrol på et psykiatrisk hospital 10. december, men den aftale blev udskudt, da han fik jobbet som tolk ved Mandelas mindehøjtidelighed, der fandt sted samme dag.

- Jeg så engle falde ned på stadion. Jeg hørte stemmer og tabte koncentrationen, siger han.

Det sydafrikanske oversættelsesinstitut oplyser, at de tidligere har modtaget klager over Thamasanqa Jantjie.

Hundredvis af regeringschefer, statsoverhoveder og berømtheder var til stede under mindeceremonien, der blev transmitteret til milliarder af tv-seere.

/ritzau/AFP