Mandskabsvogne med russisk flag i Ukraine

Fem eller seks pansrede mandskabsvogne er kørt ind i den østukrainske by Slavjansk. Et af køretøjerne viser det russiske flag, siger Reuters øjenvidner.

De pansrede mandskabsvogne, der ikke bære andre synlige kendetegn end et russisk flag, er også kørt gennem den østukrainske by Kramatorsk. Mændene er bevæbnet med kalasjnikovgeværer, granatkastere og knive.

Det kommer dagen efter, at myndighederne i Kijev indledte en militær operation for at fjerne prorussiske separatister fra offentlige bygninger.

Snesevis af mænd i camouflage-uniformer sidder oven på de pansrede køretøjer, mens de kører gennem byen ledsaget af en militær lastbil.

Der er medieforlydender om, at det drejer sig om soldater fra den ukrainske hær, der er gået over på den prorussiske side.

Mændene vinker til folk på gaden, hvorfra nogle råber tilbage.

- Godt gjort! lyder det fra flere.

Mandskabsvognene er standset op uden for rådhuset i Slavjansk, som i flere dage har været besat af separatister.

Det ene af køretøjerne er forsynet med et emblem for Folkerepublikken i Donetsk, som blev udråbt af en mindre gruppe i sidst uge.

Forsøgene på at få løsrevet dele af Ukraine bliver i Kijev opfattet som et forsøg på at få lagt ukrainske områder ind under Rusland.

Der er ikke tegn på, at der er ukrainske soldater i byen, selv om myndighederne i Kijev siger, at en militær "anti-terrorist" operation er blevet udvidet til Slavjansk efter en militær operation i Kramatorsk.

Ukraines fungerende premierminister, Arsenij Jatsenjuk, siger, at "Rusland eksporterer terrorisme til Ukraine."

- Rusland er ved at opføre en ny Berlinmur, som truer Europas sikkerhed, siger han.

- Det står nu klart, at Rusland ønsker at skrue tilbage til Den Kolde Krig, siger Jatsenjuk.

/ritzau/Reuters

 

Dagens Gossip