Mange japanere og italienere er dræbt på café i Dhaka

Skrevet af admin

02/07/2016

Dagens topnyheder

28 mennesker blev fredag dræbt i forbindelse med et angreb på en café i Bangladeshs hovedstad, Dhaka, oplyser en talsmand for hæren.

De fleste dræbte er italienere og japanere. I alt 20 civile og to betjente mistede livet. Også seks gidseltagere blev dræbt, da politiets elitestyrker rykkede ind.

Tidligere oplyste hærens talsmand, at alle de dræbte gidsler var udlændinge. Det er senere blevet trukket tilbage, da hæren nu mener, at der også er lokale blandt de døde.

Det var et voldsomt syn af de døde, der mødte politifolkene, da de formodede jihadister var nedkæmpet lørdag morgen.

- De fleste af dem er brutalt blevet hakket til døde med skarpe våben, siger talsmanden.

Den militante organisation Islamisk Stat tog allerede fredag aften skylden for angrebet på cafeen. Stedet har været et populært samlingspunkt for diplomater, udlændinge og middelklassefamilier.

Hasnat Karim befandt sig sent fredag aften på cafeen, Holey Artisan Bakery, sammen med sin kone og to børn for at fejre en fødselsdag, da islamisterne stormede stedet.

Han fortæller til avisen The Daily Star, at gidseltagerne tvang gæsterne til at fremsige et vers fra Koranen. De, som kunne, reddede livet.

- De bevæbnede mænd var ikke hårdhændede over for Bangladesh-borgerne. De kom endda med natmad til dem, siger han.

Men de øvrige gæster "blev tortureret", fortæller han.

Bangladeshiske embedsmænd fortæller, at gidseltagerne havde råbt "Allahu akbar" - Gud er stor - da de stormede spisestedet.

Italienske medier skriver, at syv italienere befandt sig indenfor, da caféen blev stormet. Flere af dem arbejdede i tekstilindustrien i Bangladesh.

Den italienske premierminister, Matteo Renzi, fordømmer på et pressemøde lørdag angrebet og siger, at det er et samlet Italien, der reagerer på tragedien. Han beskylder "radikal islam" for at stå bag og lover fortsat kamp mod ekstremisterne.

- Galskaben fra dem, der ønsker at ødelægge vores hverdag får os ikke til at ændre kurs, siger Renzi.

Tidligt bekræftede Islamisk Stat gennem sit eget nyhedsbureau Amaq, at gruppen stod bag angrebet på caféen.

Amaq skrev på det tidspunkt, at 20 var dræbt. Det kunne tyde på, at de mange udlændinge blev henrettet allerede tidligt i det 10 timer lange gidselforløb.

/ritzau/dpa