Markant færre pattegrise må dø og færre svin miste halen

Skrevet af admin

26/06/2014

Dagens topnyheder

Hver dag dør 25.000 pattegrise i de danske svinestalde. Og det tal er alt for højt, mener fødevareminister Dan Jørgensen (S). Derfor kommer han nu med 22 initiativer, der skal gøre livet bedre for de danske svin.

- Jeg har fra starten af min ministertid sagt meget klart, at der er behov for et markant løft af dyrevelfærden i de danske svinestalde. Det kommer nu. I fremtiden vil forbrugerne kunne sætte tænderne i en kotelet med langt bedre smag i munden, siger ministeren i en pressemeddelelse.

Ud over en markant lavere dødelighed for pattegrisene, skal færre grise halekuperes, kastration af hangrise uden bedøvelse stoppes, og så skal søer ikke længere stå fastspændt i store dele af deres liv.

Det bliver blot nogle af de konkrete tiltag, som fødevareministeren præsenterer torsdag.

- Vi har fundet en række løsninger på nogle store dyrevelfærdsproblemer som ikke kommer til at gå ud over landbrugets økonomi. Tværtimod viser vi, at dyrevelfærd og hensynet til bundlinjen godt kan gå hånd i hånd, siger Dan Jørgensen.

- Eksempelvis er det både godt for dyrevelfærden og for landmandens pengepung at flere smågrise i fremtiden vil overleve, og at der ikke skal bruges ressourcer på at kastrere smågrise, siger fødevareministeren.

Fra 2018 må man i EU ikke kastrere grise uden bedøvelse. Og for at nå det mål vil det i Danmark allerede fra næste år gøre det muligt at købe svinekød fra ikke-kastrerede hangrise.

- Forbrugerne vil nu få muligheden for at løfte dyrevelfærden, når de vælger koteletter i køledisken. Danskerne kan fremover vælge at sætte tænderne i svinekød, som er blevet sparret den smertefulde kastration, siger Dan Jørgensen.

- Det forpligter nu alle os dyrevenner til at tage det rigtige dyrevelfærdsvalg i supermarkedet, siger han.

Ifølge Fødevareministeriet er handlingsplanen en udløber af en erklæring som repræsentanter for landbrug, dyreværnsorganisationer, forbrugere og detailhandel skrev under på ved Svinetopmødet tidligere på året.

/ritzau/