Markant stemme siger farvel til danske handicappede

Skrevet af admin

02/09/2014

Dagens topnyheder

De handicappede i Danmark mister en markant stemme - i hvert fald som formand for Danske Handicaporganisationer.

Stig Langvad, der har siddet for bordenden i organisationen gennem 14 år, har meddelt, at han fratræder med øjeblikkelig virkning. Han tiltræder et nyt job i Fonden Realdania.

- Det er selvfølgelig med vemod, at jeg siger farvel til Danske Handicaporganisationer, som på mange måder har været min livsmission. Men hver ting til sin tid.

- Jeg trives med at gøre en forskel, og i den forbindelse har jeg fået en mulighed, som jeg ikke kan sige nej til, siger Stig Langvad i en pressemeddelelse.

Stig Langvad skal i sit nye arbejde forsøge "at påvirke samfundsudviklingen i en retning, hvor der er plads til og accept af alle mennesker uanset alder, køn, handicap, sygdom, religion og etnisk oprindelse", lyder det i meddelelsen.

57-årige Stig Langvad har siddet i kørestol siden 1973, hvor han kørte galt på sin knallert og brækkede en nakkehvirvel. I juni blev han personligt genvalgt til FN’s Handicapkomité, og denne post beholder han.

Ny formand bliver den nuværende næstformand Thorkild Olesen, som også er formand for Dansk Blindesamfund.

/ritzau/