Marokko tager gerne imod Boghandleren fra Brønshøj

Skrevet af admin

30/04/2015

Dagens topnyheder

Den dansk-marokkanske islamist Said Mansour vil for alt i verden ikke af med sit danske pas, som han har haft siden 1988.

Det er imidlertid lige nøjagtig, hvad Statsadvokaten i København kræver i Østre Landsret, hvor ankesagen mod den 55-årige skæggede terrorsympatisør torsdag er gået i gang.

Ved Retten på Frederiksberg undgik manden, der for nylig tog navneforandring tilbage til Said fra Sam, kun lige nøjagtig at miste sit danske pas for at opildne til terror. Men det skal altså laves om, mener anklagemyndigheden.

I byretten insisterede Mansour på, at han slet ikke er marokkansk statsborger, da han efter eget udsagn frabad sig dette i 2005, men det afviser anklager Kristian Braad Jensen torsdag i landsretten.

- Den marokkanske ambassade i København har oplyst til Justitsministeriet, at han fortsat er marokkansk statsborger, siger anklageren.

Havde Mansour ikke haft noget land at vende hjem til, var en fratagelse af det danske statsborgerskab umuligt, men det er altså ikke tilfældet, erkender også Mansours forsvarsadvokat, Thorkild Høyer.

- Spørgsmålet om hans marokkanske statsborgerskab bliver ikke et tema i landsretten.

Kristian Braad Jensen fortæller desuden, at de marokkanske myndigheder for nylig krævede islamisten, der også kaldes Boghandleren fra Brønshøj, udleveret til retsforfølgelse i Marokko.

- I 2006 fik de danske myndigheder en udleveringsbegæring, men da begæringen var mangelfuld, blev den afvist. Det er sket igen, siger anklageren.

Said Mansour frygter for sin skæbne i Marokko, forklarer Thorkild Høyer.

- Han vil være i stor risiko for at blive udsat for tortur, siger advokaten.

Retten på Frederiksberg pegede da også på, at det ikke kan udelukkes, at han vil lide overlast, hvis han sendes til Marokko.

Derfor nøjedes man med at idømme ham fire års fængsel for at opfordre til terror, dødstrusler og overtrædelse af straffelovens racismeparagraf.

Ingen af sagens anklagere, Anders Larsson og Kristian Braad Jensen, føler sig dog overbeviste om faren ved at sende Mansour til Marokko.

- Det bliver op til ham at bevise, siger Larsson.

/ritzau/