Massakre i irakisk moské rammer regeringsforhandlinger

Skrevet af admin

23/08/2014

Mest læste i dag

To fremtrædende sunnimuslimske politikere har trukket sig fra forhandlingerne om at danne en bred samlingsregering i Irak efter fredagens angreb mod en moské nordøst for Bagdad.

Mindst 70 personer blev dræbt, da shiamuslimske militser åbnede ild mod de bedende i den sunnimuslimske moské.

Vicepremierminister Saleh al-Mutlaq og parlamentets formand Salim al-Jibouri, begge fremtrædende sunni-politikere, meddelte efter den blodige hændelse, at de forlader forhandlingerne om en ny regering.

Beslutningen er et tilbageslag for den nye shiamuslimske premierminister, Haider al-Abadi, som forsøger at få opbakning hos sunnimuslimer og kurdere til at slå tilbage mod terrorbevægelsen Islamisk Stat (IS), der med sin offensiv i den nordlige del af Irak truer med at splitte landet.

Embedsfolk fortæller, at en selvmordsbomber udløste en sprængladning, og andre angribere skød mod de, der forsøgte at flygte fra moskeen, der ligger i Diyala-provinsen.

Ifølge det sunnimuslimske parlamentsmedlem Nahida al-Dayani, der selv kommer fra Diyala, var omkring 150 mennesker samlet til fredagsbøn, da de bevæbnede mænd ankom.

- Nogle af de kvinder, der skyndte sig hen til moskeen for at finde ud af deres pårørendes skæbne, blev dræbt, siger hun til Reuters.

/ritzau/Reuters