Masseslagsmål i tysk flygtningelejr efterlader 14 sårede

Skrevet af admin

28/09/2015

Dagens topnyheder

Adskillige personer er søndag kommet til skade i forbindelse med en række slagsmål i en lejr for flygtninge i Tyskland.

Omkring 1500 personer fra cirka 20 forskellige lande er midlertidigt placeret i teltlejren, der ligger i udkanten af Kassel.

Urolighederne begyndte ifølge nyhedsbureauet dpa ved middagstid.

Her kom to af lejrens beboere kom op at toppes. Det udviklede sig til et masseslagsmål mellem to store grupper af personer fra Albanien og Pakistan.

Det varede flere timer, før politiet fik styr på situationen og skilt de stridende parter fra hinanden.

Søndag aften måtte politiet igen gribe ind for at stoppe dagens tredje slagsmål. Denne gang mellem to grupper på henholdsvis omkring 70 og 300 personer.

Ifølge dpa er 14 personer kommet til skade. Deriblandt tre politifolk. Ingen personer er blevet anholdt i forbindelse med hændelserne.

Tyskland er det mest populære sted i Europa for flygtninge og migranter at søge hen. Hidtil i år er næsten 500.000 asylansøgere kommet til landet.

Det ventes at stige til mindst en million inden året er omme.

/ritzau/AFP