Matchvinder-Lundberg: Fantastisk følelse at score

Skrevet af admin

19/09/2014

Mest læste i dag

To minutter før tid stangede Viktor Lundberg det matchvindende mål i kassen, da Randers tog imod Silkeborg i Superligaens ottende spillerunde.

Med sejren avancerer Randers til andenpladsen for en stund og er nu ubesejrede i tre kampe.

For Lundberg var det sæsonens tredje scoring, og den svenske angriber var naturligvis glad efter kampen.

- Det var rigtig dejligt at score og samtidig sikre tre point til Randers. Det er fire kampe siden, at jeg sidst scorede, og som angriber er det mål, man lever for. Så det var bare fantastisk at komme på tavlen, siger Lundberg.

Lundbergs mål faldt, kort før den ordinære tid løb ud, og det faldt i en periode, hvor kampen var gået i stå for hjemmeholdet, der ellers havde produceret store chancer i første halvleg.

- Vi spillede godt i første halvleg, hvor vi kom frem til mange chancer. Men det blev desværre ikke til scoringer, og i anden halvleg fik vi aldrig rigtig gang i spillet igen. Men vi havde kontrollen, og så var Kampers indlæg jo helt perfekt, siger han om målet.

Kampen var Lundbergs første i sæsonen, hvor han ikke startede inde. Randers-træner Colin Todd havde foretrukket Djiby Fall og Mikael Ishak til kampen, men Todd vidste, at når Lundberg kom på banen, ville han være opsat på vise, at han skal være med fra start.

- Ligesom det skete mod Brøndby og mod Sønderjyske var det en indskifter, der scorede for os. Jeg vidste, at det samme kunne ske i dag.

- Det handlede for os om at fortsætte med at klø på og være aggressive, og det var Viktor, og det var resten af holdet, siger Todd.

Randers skal forsøge at følge op de seneste tre kampe uden nederlag, når kronjyderne i næste runde skal til Aalborg, hvor AaB venter.

/ritzau/