Matchvinder Suarez: Brændt straffe holder City i live

admin

|

25/02/2015

Dagens topnyheder

Med sejren på 2-1 ude over Manchester City i den første 1/8-finale i Champions League ligner FC Barcelona en kvartfinalist.

Stjerneangriberen fra Uruguay Luis Suarez sørgede for Barcelonas scoringer inden pausen, men han ærgrede sig over, det ikke blev 3-1 i overtiden.

Her misbrugte Lionel Messi et straffespark og den efterfølgende oplagte ripost med et hovedstød forbi mål.

- Det var godt for Manchester City. Var den gået ind, havde det været et andet scenarie. Men med 1-2 har de stadig en chance, siger Suarez.

Manchester Citys manager, Manuel Pellegrini, startede med en offensiv formation, men i første halvleg måtte han se sin offensiv klart overstrålet af Barcelonas.

Først i dele af anden halvleg var hans hold bedst.

- Vi indkasserede et tidligt mål og spillede virkelig dårligt. I anden halvleg gjorde vi det, som vi havde talt om inden kampen, siger manageren og finder heri tro på samlet avancement.

- Vi har stadig en chance. Vi må forsøge at gøre det dernede, siger han med hentydning til returkampen i Barcelona om tre uger.

/ritzau/AFP