McLaren-chef: Magnussen lavede en fejl

Skrevet af admin

30/03/2014

Mest læste i dag

McLaren er ikke tilfreds med en sjetteplads til Jenson Button og en niendeplads til Kevin Magnussen i Malaysia.

Det slår holdets tekniske direktør, Eric Boullier, fast efter søndagens grandprix, der begyndte med en dansk fejl.

I løbets indledning kørte Magnussen ind i Kimi Räikkönen (Ferrari) og ødelagde sin frontvinge.

- Kevin Magnussen lavede en fejl, men det er godt, at han kører sig i pointene, siger Boullier.

- Men jeg ikke tilfreds med vores præstation. En sjette- og en niendeplads er ikke godt nok for os, fastslår han.

Mercedes var stærkest i Malaysia med Lewis Hamilton og Nico Rosberg på første- og andenpladsen.

Boullier erkender, at McLaren-bilerne ikke matcher Mercedes.

- Kørerne gjorde et godt job, men vores biler var ikke hurtige nok i dag. Vi koncentrerede os først og fremmest om at fuldføre løbet.

- Vi er nødt til at arbejde med bilerne. Vi har brug for at tage et stort skridt frem, siger Boullier.

- Men når vi kører det næste løb i Bahrain, vil vi være tættere på, siger McLaren-chefen.

Jenson Button får otte point efter sin sjetteplads i Malaysia, mens Kevin Magnussen optjente to VM-point.

De to McLaren-kørere er placeret på fjerde- og femtepladsen i den samlede VM-stilling.

/ritzau/