Med stor forsinkelse lander tre astronauter på Jorden

Skrevet af admin

11/06/2015

Mest læste i dag

To vestlige astronauter og en russisk kosmonaut er landet sikkert på Jorden efter syv måneder i kredsløb, viser billeder fra landingsstedet i Kasakhstan.

De tre skulle have været tilbage meget tidligere, men da en russisk raket fejlede under en opsendelse til rumstationen ISS, måtte de udsætte tilbagerejsen.

Både den russiske rumkontrol og det amerikanske Nasa viste, hvordan rumkapslen med russeren Anton Sjkaplerov, italieneren Samantha Cristoforetti og Terry Virts fra USA landede sikkert på Kasakhstans stepper.

- Det var en hjemkomst lige efter bogen, konstaterer Nasa.

Da Rusland i slutningen af april forsøgte at sende et forsyningsfartøj op til rumstationen, opstod der problemer med den russiske løfteraket efter start fra rumbasen i Kasakhstan, som bragte fartøjet ind i et forkert kredsløb. Det kom ud af kontrol og styrtede mod Jorden.

Det forsinkede hjemrejsen for de tre besætningsmedlemmer på ISS.

De tre kom til at opholde sig 199 dage på rumstationen. Det betød også, at den 38-årige italienske astronaut satte ny rekord for en kvinde i Rummet.

Crisoforetti er blevet populær over hele verden og har næsten en halv million følgere på Twitter. Her han hun postet dramatiske billeder fra Rummet og sågar givet køkkentimer om madlavning.

Den næste bemandede flyvning til ISS finder sted den 23. juli. Her skal en amerikanerne, en russer og en japaner opsendes.

Trods sikkerhedspolitiske spændinger mellem USA og Rusland som følge af krisen i Ukraine, samarbejder de to store magter fortsat sammen i Rummet. Men om det fortsætter på længere er sigt er uklart.

Efter USA har skrottet rumfærgen, er det kun de russiske Soyuz-fartøjer, der er i stand til at gennemføre bemandede opsendelser.

/ritzau/AFP