Medie: Fremmede magter involveret i hemmelig sag

Skrevet af admin

12/02/2014

Dagens topnyheder

En hemmeligholdt kriminalsag fra Djursland, hvor en 33-årig mand sidder fængslet, involverer fremmede magter, skriver TV2 på sin hjemmeside.

Den 33-årige blev sammen med en 55-årig mand fremstillet i grundlovsforhør for såkaldt dobbelt lukkede døre. Det betyder, at offentligheden end ikke må få at vide, hvad de mistænkes for at have gjort.

Dommeren besluttede, at den 33-årige skulle fængsles, mens den 55-årige fik sin anholdelse opretholdt i tre døgn. Kort efter løslod politiet den ældste af mændene uden at gøre et nyt forsøg på at få ham fængslet.

Ifølge Randers Amts Avis skulle sagen dreje sig om drabsforsøg, og BT's netavis har skrevet, at den 55-årige tilhører "det aktivistiske miljø på venstrefløjen."

Til Ritzau har politiinspektør Ole Madsen sagt, at der er tale om en "lokalt relateret sag".

- På det foreliggende grundlag er der ikke udsigt til, at der vil ske yderligere anholdelser, sagde Ole Madsen til Ritzau i forbindelse med varetægtsfængslingen.

Han ville ikke svare på, om det er Politiets Efterretningstjeneste, som har sat det lokale politi i gang med efterforskningen.

Hærens eksperter i sprængstoffer har ifølge TV 2 Østjylland været tilkaldt til den centrale adresse i sagen i Ryomgaard, og også kemikalieeksperter skal ifølge tv-stationen have været i aktion.

TV2 har nu fået en udskrift af retsbogen, men helt usædvanligt har Retten i Randers slettet hele kendelsen fra grundlovsforhøret.

I begrundelsen for at slette kendelsen skriver retten ifølge TV2 blandt andet:

- Retten finder derfor, at det på nuværende tidspunkt (..) er nødvendigt til beskyttelse af væsentlige hensyn til forholdet til fremmede magter, og at det af ganske særlige grunde er påkrævet af hensyn til forebyggelse, opklaring og forfølgning af lovovertrædelsen at begrænse retten til aktindsigt som sket.

Begge de sigtede mænd nægter sig skyldige i det, de er sigtet for.

/ritzau/