Medie: Sønderjyske henter uprøvet træner

Skrevet af admin

29/04/2015

Mest læste i dag

Superligaklubben Sønderjyske har øjensynligt fundet sin nye træner i Skive.

Ifølge avisen Der Nordschleswiger, som sædvanligvis er velinformeret på de kanter, skal den nuværende Skive-træner Jakob Michelsen overtage roret efter Lars Søndergaard, som skifter til AaB efter denne sæson.

Avisen skriver, at Sønderjyske imidlertid er travlt optaget af den kommende pokalkamp mod FC Vestsjælland og derfor ikke vil kommentere sit kommende trænerskifte.

Klubben vil således også ifølge avisen først præsentere den nye træner i løbet af nogle dage.

Jakob Michelsen har ingen tidligere erfaring fra Superligaen. Han er fra Tønder, men har i en årrække været træner i Skovbakken. Han har også trænet Hobro i 1. division og har en periode som ungdomslandstræner i Tanzania.

Ifølge avisen forlængede Jakob Michelsen så sent som i januar sin kontrakt med Skive til årets udgang, men han har en klausul, der gør, at Sønderjyske kan købe ham fri for 125.000 kroner.

Avisen mener også at vide, at Peter Enevoldsen skal være Jakob Michelsens assistenttræner.

/ritzau/