Medier: Alonsos høje løn sikrer Magnussens job

Skrevet af admin

11/11/2014

Dagens topnyheder

Spanieren Fernando Alonso kommer til McLaren på en to-årig aftale, og han sprænger banken, så det britiske Formel 1-team må skille sig af med Jenson Button og beholde Kevin Magnussen.

Det skriver britiske og spanske medier tirsdag, selv om aftalen endnu ikke er bekræftet. Det bliver den ifølge The Telegraph inden sæsonens sidste grandprix i Abu Dhabi næste søndag, den 23. november.

- Med hjælp fra den nye motorleverandør Honda, vil Fernando Alonsos aftale være 32 millioner pund værd (303 millioner kroner, red.), mens Magnussens løn vil stige til en million pund (9,5 millioner kroner, red.), skriver The Telegraph.

- Button skal have 13 millioner pund (123 millioner kroner, red.) og det gør betyder, at der ikke er råd til både ham og Alonso, lyder det videre.

Andre medier skriver, at Fernando Alonsos aftale bliver den dyreste nogensinde i Formel 1-historien.

Ifølge Skysports bekræfter kilder endvidere, at pengene er årsagen til, at Fernando Alonso presser Jenson Button ud til trods for, at briten har kørt bedre end Kevin Magnussen gennem det meste af 2014. Budgettet er ikke til at have to tidligere verdensmestre på samme hold.

I samtaler med pressen efter søndagens grandprix i Brasilien lød Jenson Button også som en mand, der er på vej ud. Og han langede ud efter sin arbejdsgiver gennem de sidste fire år.

- Man vil gerne føle, at man er ønsket af et hold og er en del af familien. Det er som hvis dine forældre vender sig mod dig og siger. "Ved du hvad, vi er ikke sikre på, at vi vil se dig til jul i år. Men din bror må gerne komme, han er en fin fyr."

- Man ønsker at være en del af familien, og at familien også ønsker, at man er der. Det er vigtigere end penge, lyder meldingen fra Jenson Button.

I denne sæson er Jenson Button samlet på syvendepladsen, mens Kevin Magnussen er nummer 10. Button har imidlertid indkørt næsten dobbelt så mange point som danskeren.

/ritzau/