Medier: Ingen overlevende fra forulykket russisk fly

Skrevet af admin

31/10/2015

Mest læste i dag

Ifølge egyptiske embedsmænd er der ingen overlevende fra det forulykkede russiske fly, som styrtede ned over Sinai-halvøen tidligt lørdag morgen.

Det skriver nyhedsbureauet AP ifølge det russiske nyhedsbureau Tass.

- Der er ingen overlevende i russisk flystyrt, bekræfter kilder over for AP.

Det amerikanske nyhedsbureau har talt med flere embedsmænd i den egyptiske sikkerhedstjeneste og militæret.

Kilderne udtaler sig på betingelse af anonymitet.

Ifølge en erklæring fra et hasteindkaldt kabinetmøde var der 214 russiske passagerer og tre ukrainere om bord på flyet, som styrtede ned lørdag morgen over Sinai-halvøen.

Det vides endnu ikke, hvad der var skyld i, at flyet forulykkede, men det forventes, at den sorte boks, som er fundet, kan give svar på det.

En kilde til stede på nedstyrtningsstedet har tidligere sagt, at redningstjenesten hørte stemmer fra personer, som var fastklemt i den ene ende af flyet.

Kilden udtalte sig på betingelse af anonymitet.

Men den udmelding modsiges altså nu af de egyptiske embedsmænd.

Ifølge erklæringen var 138 kvinder, 62 mænd og 17 børn om bord på flyet, som myndighederne mistede kontakten med 23 minutter efter, at det var lettet.

Flyet lettede klokken 4.51 dansk tid fra feriestedet Sharm el-Sheikh og forsvandt fra radarskærmen 23 minutter senere på vej mod Rusland.

Flyet fyldt med russiske turister havde kurs mod Sankt Petersborg, men styrtede ned over Sinai-halvøen.

Ifølge luftfartsselskabet Kogalymavia er der ingen grund til at antage, at ulykken skulle skyldes menneskelige fejl.

Det forulykkede fly er af typen Airbus A-321 og er over 18 år gammelt.

Optagelserne på flyets sorte boks er af stor betydning for en havariefterforskning, da de kan give svar på årsagen til styrtet.

/ritzau/Reuters