De fleste har et specielt bånd til deres mor, efter de har brugt ni måneder i hendes mave.
Og det gælder ikke kun almindelige mennesker, for en lang række stjerner har nemlig også et særligt forhold til deres mødre.
Det blev tydeligt søndag, hvor det var mors dag i Storbritannien, og hvor en lang række kendisser i den anledning hyldede deres respektive mødre på de sociale medier.
- Jeg boede engang inde i den her person. Glædelig mors dag! skriver den krølhårede komiker Russell Brand for eksempel på sin Twitter-profil om et billede af sin mor.
Sangeren Ronan Keating brugte søndagen på at mindes sin afdøde mor i rørende vendinger, da han ligeledes brugte Twitter til at sende en mor-hilsen.
- Glædelig mors dag, mor. Tak for alt det, du gjorde. Du var den mest uselviske kvinde med det varmeste hjerte, og jeg savner dig hver dag, skriver ireren således.
Også musiker-kollegaen Bryan Adams mindedes fortiden, idet han brugte billeddelingstjenesten Instagram til at dele et gammelt billede af sin mor med sine godt 17.000 følgere.
- Her er min mor i 1950 i en af sine hjemmesyede kjoler, skriver han om et sort-hvid billede af sin kjoleklædte mor.
Det er mors dag i Danmark den 10. maj.
Se Russell Brands hilsen her: https://twitter.com/rustyrockets/status/577101716740554752
Og Ronan Keatings her: https://twitter.com/ronanofficial/status/577208438809325568
Og Bryan Adams' her: https://instagram.com/p/0P4tyhIeL9/
Newspaq