Mellemøst-kender slår rygte om dansk IS-bøddel ned

Skrevet af admin

18/11/2014

Mest læste i dag

Der er formentlig tale om en misforståelse, når det franske nyhedsbureau AFP skriver, at en dansker muligvis optrådte som bøddel på en henrettelsesvideo, som søndag blev offentliggjort af militante ekstremister fra Islamisk Stat (IS).

Det vurderer mellemøstekspert og senior fellow ved Hudson Institute i Washington, Naser Khader.

Han har talt med kilden til AFP's oplysninger, Aymenn al-Tamimi, der er ekspert i jihadistgrupper og er tilknyttet en amerikansk tænketank.

I videoen bliver en række syriske soldater samt den amerikanske nødhjælpsarbejder Peter Kassig henrettet.

- Hans kilder siger, at Islamisk Stat har udvalgt forskellige nationaliteter til at slå syriske soldater og det amerikanske gidsel Peter Kassig ihjel.

- Han er sikker på, at der var franskmænd, briter og australiere med, og så har han sagt, at der også muligvis er en hollænder - altså "dutch" (engelsk for hollænder, red.) - med. Det er så måske blevet til "dansk", siger Naser Khader.

- Han har ikke sagt, at der er en dansker med, selvom man ikke kan udelukke, at der er det, understreger Khader.

Hverken Politiets Efterretningstjeneste (PET) eller Udenrigsministeriets Borgerservice ønskede mandag aften af kommentere oplysningerne fra det franske nyhedsbureau.

Ifølge Naser Khader er det en bevidst strategi fra Islamisk Stats side, at man benytter sig af bødler med vestlig baggrund. Det skal inspirere andre i Vesten til at drage mod Irak og Syrien og kæmpe side om side med IS.

Og det kan ikke afvises, at en dansker en dag dukker op på en optagelse fra gruppen.

- Jeg vil ikke blive overrasket, hvis det viser sig, at der på et tidspunkt er en dansker iblandt, siger Khader.

- Det er bevidst, at man udvælger forskellige nationaliteter - primært vestlige - for at rekruttere endnu flere. Det er for at sende et signal om, at "vi er ligesom jer, kom og kæmp med os", siger Naser Khader.

/ritzau/