Lige nu læser andre
Verdensmester Lewis Hamilton (Mercedes) starter i pole position ved søndagens traditionsrige Formel 1-grandprix i Monacos gader.
Hamilton var 0,342 sekunder hurtigere end sin tyske holdkammerat Nico Rosberg, der blev nummer to i lørdagens kvalifikation.
De to Mercedes-kørere har indtil videre været suveræne i denne sæson, hvor de også ligger nummer et og to i VM-stillingen.
I de to første kvalifikationsrunder var Nico Rosberg ellers hurtigere end Lewis Hamilton, men briten var hurtigst, da det gjaldt.
Læs også
Sebastian Vettel (Ferrari) og Daniel Ricciardo (Red Bull) blev noteret for tredje- og fjerdebedste tid i kvalifikationen.
I torsdagens frie træning var 17-årige Max Verstappen den næsthurtigste på banen efter Lewis Hamilton, men i kvalifikationen blev den unge hollænder fra Torro Rosso-teamet blot nummer 10.
Williams ligger nummer tre i konstruktørernes VM-stilling efter Mercedes og Ferrari, men i kvalifikationen kunne Williams-kørerne ikke følge med konkurrenterne. Finnen Valtteri Bottas blev nummer 17, mens holdkammerat Felipe Massa starter tre pladser længere fremme.
Mellem de to Williams-kørere starter Fernando Alonso (McLaren) som nummer 15. Alonso kørte af banen i anden kvalifikationsrunde. Holdkammerat Jenson Button starter som nummer 12.
/ritzau/