Merkel: NSA-aflytning sætter forhold til USA på prøve

Skrevet af admin

18/11/2013

Dagens topnyheder

Den prekære sag om USA's påståede aflytning af Angela Merkels mobiltelefon har sat landets forhold til amerikanerne på prøve.

Det siger den tyske forbundskansler mandag i en tale i Forbundsdagen i Berlin.

Her gentager hun sit krav om en yderligere afklaring af sagen, der udspringer af afsløringer fra den amerikanske whistleblower Edward Snowden.

- Disse påstande er alvorlige. De skal afklares, og hvad vigtigere er, så skal tilliden genopbygges for fremtiden, siger Angela Merkel.

Det er første gang, at kansleren kommenterer sagen direkte i Forbundsdagen. Parlamentet er mandag ekstraordinært samlet for at diskutere overvågningsskandalen.

Merkel siger i sin tale, at aflytningssagen også har betydning for de aktuelle forhandlinger om en frihandelsaftale mellem EU og USA.

Forhandlingsklimaet er dog ikke koldere, end at kansleren holder fast i, at forholdet til USA er af stor betydning for Europa.

Ifølge flere tyske medier har overvågningen af Merkels telefon stået på i 10 år.

Afsløringen kom frem i slutningen af oktober, og Merkel ringede straks til den amerikanske præsident, Barack Obama, for at få en forklaring.

USA har afvist, at man aflytter Merkel nu og fremover, men amerikanerne har ikke afvist, at det skulle have fundet sted tidligere.

Merkel gjorde det gjort klart for Obama, at hvis en sådan overvågning har fundet sted, vil det være "totalt uacceptabelt".

Det tyske venstreparti Die Linke og De Grønne ønsker at hente Edward Snowden til Tyskland, men det afviser Merkels fungerende forbundsregering, som dog er åben over for at afhøre whistlebloweren i Moskva.

Snowden opholder sig i Rusland, som har givet ham asyl i et år.

Han er sigtet for spionage i USA, som ønsker ham udleveret. Det ønske har Rusland hidtil nægtet at indfri.

/ritzau/dpa