Merkel ønsker EU-topmøde om flygtningekrise i næste uge

Skrevet af admin

15/09/2015

Dagens topnyheder

Tyskland og Østrig mener, at der er akut behov for at finde en fælles europæisk løsning på den aktuelle flygtningekrise.

Den tyske forbundskansler, Angela Merkel, og den østrigske kansler, Werner Faymann, siger på et fælles pressemøde, at de ønsker et topmøde om krisen allerede i næste uge.

Et topmøde om sagen var i forvejen planlagt til senere på året.

Merkel siger blandt andet, at Tyskland, Østrig og Sverige ikke kan håndtere udfordringen med de mange mennesker, som kommer til Europa, uden hjælp fra resten af kontinentet.

Den tyske indenrigsminister luftede tidligere tirsdag en idé om, at man skulle sende færre EU-midler fra strukturfonde til de lande, som ikke vil deltage i en fælles kvotefordeling af flygtningene.

Thomas de Maizière sagde i et interview med tv-kanalen ZDF, at der var brug for at lægge pres på.

Det udløste kritik fra den slovakiske premierminister, Robert Fico, som sagde, at det ifølge ham ikke tidligere var sket, at EU straffede lande for at have en anden holdning.

Merkel trækker i land og undsiger sin minister.

- Trusler er ikke den rette vej til at nå en aftale, siger Merkel.

/ritzau/Reuters