Merkel til USA med Ukraine og NSA på dagsordenen

Skrevet af admin

01/05/2014

Dagens topnyheder

Tysklands kansler Angela Merkel er torsdag rejst til den amerikanske hovedstad, Washington D.C., hvor hun fredag skal mødes med den amerikanske præsident, Barack Obama.

Øverst på dagsordenen er krisen i Ukraine, men Merkel vil formentlig også benytte lejligheden til at drøfte det seneste års afsløringer om den amerikanske efterretningstjeneste NSA's (National Security Agency) omfattende overvågningsprogram.

Chancerne for at opnå et gennembrud på temaerne er dog minimale.

Det er Angela Merkels første rejse til USA, efter at den tidligere amerikanske efterretningsmand Edward Snowden lækkede oplysninger om NSA's overvågningsaktiviteter til blandt andre The Guardian, Washington Post og Bild.

Blandt andet blev det afsløret, at NSA havde overvåget den tyske kanslers personlige mobiltelefon. Mange tyskere forventer således, at Merkel får en række indrømmelser om overvågningen, når hun fredag mødes med præsident Obama.

Ud over den amerikanske præsident skal Angela Merkel mødes med formanden for Den Internationale Valutafond, Christine Lagarde.

Hun skal desuden holde en tale i det amerikanske handelsministerium om de kommende forhandlinger til en frihandelsaftale mellem EU og USA.

Angela Merkel starter sit USA-besøg på den tyske ambassade i Washington, hvor hun skal mødes med amerikanske lovgivere.

/ritzau/dpa