Messi og Neymar holder legestue med Getafe

Skrevet af admin

12/03/2016

Mest læste i dag

For anden gang i træk blev Getafe nedsablet med 0-6 på udebane mod FC Barcelona i den bedste spanske fodboldrække.

Det var samtidig kamp nummer 37 i træk uden nederlag for Barcelona, hvilket er spansk rekord. Her er alle turneringer talt med.

Især Lionel Messi og Neymar viste klassen og målnæserne, da de to sydamerikanere gjorde, hvad der passede dem.

Messi brændte dog også et straffespark ved stillingen 1-0 efter 11 minutter, men det kom ikke til at betyde noget.

Inden da havde Getafes midtbanespiller Juan Rodriguez lavet et selvmål efter blot otte minutter, og det var starten på en lang lørdag aften for udeholdet.

Munir El Haddadi, der havde fået chancen i stedet for den bænkede topscorer Luis Suarez, slog til med målet til 2-0 efter 19 minutter. Messi stod for oplægget.

Neymar øgede til 3-0 efter lidt over en halv time med perfekt boldbehandling og effektivitet.

Igen var det Messi, som stod for oplægget.

Argentineren kom også selv på scoringstavlen, da han med et smukt langskud fandt det nederste venstre hjørne fem minutter før pausen.

Neymar og Arda Turan scorede et mål hver i anden halvleg for at fuldende ydmygelsen og sørge for tenniscifre.

Turans mål var en lille perle, da den tyrkiske midtbanespiller satte målet i nettet på et saksespark efter noget, der mindede om fodtennis i Getafes målfelt.

Barcelona fører Primera Division med 75 point efter 29 kampe. Atlético Madrid har på andenpladsen 64 point efter 28 kampe.

/ritzau/