I aften og i nat er der særlig god grund til at trække uden for i decemberkulden og læne hovedet tilbage.
Meteorsværmen Geminiderne topper omkring klokken 19 dansk tid og giver gode muligheder for at se stjerneskud.
Aktiviteten er ifølge International Meteor Organization sat til op mod 120 stjerneskud i timen. Men da det er under optimale observationsbetingelser, vil det ikke være muligt at se så mange stjerneskud på den danske nattehimmel.
Det fortæller amatørastronom Tom Axelsen, der har beregnet muligheden for at se stjerneskud ud fra blandt andet lysforureningen.
- I Danmark vil man maksimalt kunne se 70 stjerneskud i timen under de bedste forhold, som findes på øerne og i Vestjylland. Til sammenligning kan man forvente at se mellem otte og 14 stjerneskud i timen i Storkøbenhavn, siger han.
Geminiderne falder hvert år i midten af december og opstår, når Jorden krydser asteroiden 3200 Phaetons bane. Det fortæller astrofysiker ved DTU Space Kristoffer Leer.
- Det sker en håndfuld gange om året, at vi fra Jorden kan se en meteorsværm. Det bedste råd i aften er at kigge mod syd lige efter solnedgang.
- Kig efter stjernebilledet Tvillingerne, som er to klare stjerner, da det er her, aktiviteten vil foregå, fortæller Kristoffer Leer.
Ifølge DMI er det nordjyderne, der har den bedste chance for at se stjerneskud.
- Der vil være mest klart vejr i Nordjylland i aften- og nattetimerne, mens skyer vil dominere resten af landet, siger vagtchef Dan Nilsvall.
Meteorsværmen Geminiderne er aktiv i perioden 7.-17. december.
/ritzau/