Mette F: Dagpengeaftale med regeringen kræver flere penge

Skrevet af admin

19/10/2015

Dagens topnyheder

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og resten af V-regeringen må til lommerne, hvis de vil have Socialdemokraterne med i en aftale om et nyt dagpengesystem.

Det fastslår S-formand Mette Frederiksen, efter at Dagpengekommissionen mandag fremlagde sine konklusioner.

Mette Frederiksen undlader dog fortsat at sætte et konkret beløb på, hvor meget der er behov for. Og hun går heller ikke detaljer med, hvor hun mener, der er behov for at bruge penge.

I en pressemeddelelse siger S-formanden:

- Jeg er glad for, at Dagpengekommissionen har leveret en gennemarbejdet og grundig rapport, vi kan tage udgangspunkt i. Forbedringerne kan i et vist omfang finansieres inden for den eksisterende ramme.

- Men det står også klart for mig, at der er brug for at finde yderligere finansiering. Det forventer jeg, at regeringen er klar til, siger Mette Frederiksen.

Hun fastslår samtidig, at der særligt er to ting, der er afgørende for Socialdemokraterne: For det første skal færre "falde ud" af dagpengesystemet.

Mens Mette Frederiksen selv var beskæftigelsesminister, undervurderede hendes ministerium gentagne gange, hvor mange der ville opbruge retten til dagpenge.

Det førte siden til flere forsøg på at begrænse konsekvenserne af reformen ved blandt andet at indføre akutjob og en såkaldt midlertidig arbejdsmarkedsydelse.

Ifølge Dagpengekommissionen vil færre falde ud af systemet, hvis man gennemfører kommissionens forslag. Men 6700 danskere vil årligt opbruge deres dagpengeret, selvom systemet revideres, erkender kommissionen.

For det andet vil Socialdemokraterne lægge vægt på, at det skal være nemmere at genoptjene dagpenge, hvilket også er blandt kommissionens forslag.

Måske derfor lyder der optimistiske toner fra S-formanden forud for de politiske forhandlinger.

- Jeg glæder mig til, at vi nu endelig kan skabe bedre og mere trygge rammer for dem, der rammes af arbejdsløshed. Det er tiltrængt, og der er brug for, at et nyt dagpengesystem hurtigst muligt kan træde i kraft.

- Derfor er Socialdemokratiet parat til at forhandle med det samme, siger Mette Frederiksen.

Forhandlingerne ventes at gå i gang om kort tid, og flere iagttagere vurderer, at en aftale kan være på plads inden jul.

Ifølge politisk kommentator Hans Engell er der også tegn på, at V-regeringen vil åbne for at bruge flere penge på dagpengesystemet, som både S og DF ønsker.

/ritzau/