Mette Frederiksen om terror-fadæse: Jeg føler mig ikke misinformeret

Skrevet af admin

12/05/2015

Dagens topnyheder

Selvom regeringen er blevet "bibragt" forkerte oplysninger om, hvornår beskyttelsen af synagogen i Krystalgade blev skærpet, føler justitsminister Mette Frederiksen (S) sig ikke misinformeret.

Det understreger hun tirsdag, hvor det er kommet frem, at Justitsministeriet og siden Statsministeriet var orienteret om, at der først blev sendt politi til synagogen fire timer efter terrorangrebet på Krudttønden.

Alligevel sagde statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) på et pressemøde med den internationale presse, at bevogtningen blev skærpet "så snart" angrebet skete lørdag.

Og da statsministeren sagde sådan, var det fordi, regeringen på det tidspunkt troede, at virkeligheden var sådan, lader justitsministeren forstå. Også selvom det siden har vist sig ikke at være tilfældet.

- Det billede, regeringen er blevet bibragt, er, at der blev bragt bevogtning til synagogen, og det ville også være det rigtige at gøre, når man tænker på, hvor udsat en gruppe jøderne er, siger Mette Frederiksen.

- Jeg mener ikke, der er nogen, der har haft et ønske om at vildlede regeringen, siger justitsminister Mette Frederiksen (S).

- Jeg føler mig ikke misinformeret, siger justitsministeren.

Hun vil dog ikke svare på, hvem der "bibragte" de forkerte oplysninger.

- Det er sådan, og det bliver nødt til at være sådan, at de samtaler regeringen har, herunder med dansk politi, kan holdes fortrolige, siger Mette Frederiksen.

Mette Frederiksen offentliggjorde 6. maj en redegørelse om hændelsesforløbet 14. og 15. februar, hvor den 22-årige Omar El-Hussein først angreb et debatarrangement på Østerbro og dræbte den 55-årige filmmand Finn Nørgaard og siden angreb synagogen i Krystalgade og dræbte den 37-årige Dan Uzan.

Samme dag forlod PET-chef Jens Madsen sin post.

/ritzau/