MH370-efterforskningsleder: Nye signaler er bedste spor

Skrevet af admin

07/04/2014

Mest læste i dag

Et australsk flådefartøj har opfanget nye signaler, der kan stamme fra de sorte bokse på det forsvundne Malaysia Airlines-fly.

Angus Houston, der leder den australske eftersøgning, bekræfter på et pressemøde, at skibet har opdaget to separate signaler i den nordlige del af det gigantiske søgeområde i Det Indiske Ocean.

- Dette er klart et meget lovende spor og indtil videre nok de bedste oplysninger, vi har haft under eftersøgningen, siger Angus Houston på mandagens pressemøde i Perth.

Signalerne stemmer overens med de signaler, som sendes ud fra transponderen i sorte bokse. De er opsnappet fra en havdybde på cirka 4500 meter.

Men Houston minder dog om, at der stadig ikke er fundet noget fly.

- Igen vil jeg bede jer om at behandle disse oplysninger med forsigtighed, indtil vi kan komme med en entydig afgørelse, siger han.

Kontakten til det ene signal varede i to timer og 20 minutter, mens det andet signal varede i 13 minutter. Men det kan tage dage, før det kan slås fast, hvorvidt signalerne virkelig tilhører MH370, fortæller Houston.

Ni militærfly, tre civilfly og 14 skibe deltager i eftersøgningen af det forsvundne MH370-fly, der forsvandt 8. marts under en flyvning fra Malaysias hovedstad, Kuala Lumpur, til Beijing med 239 personer om bord.

Et kinesisk patruljeskib meddelte lørdag, at det også to gange har opsnappet signaler, der kan stamme fra de sorte bokse.

I weekenden blev eftersøgningen optrappet til den mest intensive jagt hidtil i den sydlige del af Det Indiske Ocean i et forsøg på at finde de sorte bokse, inden batterierne dør.

Batterierne i flyets sorte bokse holder højst 30 dage og kan være meget tæt på at holde op med virke. Dør batteriet, vil man miste signalet til boksen, og så skal der en såkaldt sidescan sonar i brug i forsøget på at finde boksen.

/ritzau/