MH370: Nye signaler giver håb om snart at finde flyvrag

Skrevet af admin

09/04/2014

Dagens topnyheder

Et australsk flådefartøj har igen opfanget to signaler, der kan stamme fra det forsvundne fly fra Malaysia Airlines. Og det giver håb om at finde passagerflyet, der nu har været væk i over en måned.

Leder af eftersøgningen Angus Houston mener, at man har fundet det sted, hvor flyet af ukendte årsager styrtede ned,

- Jeg mener, at vi leder i det rigtige område, men vi bliver nødt til at identificere flyet visuelt, før vi med sikkerhed kan bekræfte, at dette er MH370's sidste hvilested, siger Houston på et pressemøde i Perth i det vestlige Australien.

- Forhåbentlig med mange transmissioner vil vi få et skarpt, mindre område, og forhåbentlig vil vi inden for dage være i stand til at finde noget på bunden, siger han.

Søgeområdet er nu reduceret til et areal på 75.000 kvadratkilometer. Den indskrænkning gør eftersøgningen mere "håndterbar", lyder det fra efterforskningslederen.

De nye signaler er blevet analyseret af eksperter, der mener, at de stemmer overens med den frekvens passagerflyets sorte bokse sender på.

Et af signalerne blev opsnappet tirsdag eftermiddag og varede i fem minutter, mens det andet blev hørt tirsdag aften og varede i syv minutter,

Det er 33 dage siden, at flyet forsvandt på sin rute mellem Kuala Lumpur og Beijing. Batterier i sorte bokse uddør i udgangspunktet efter 30 dage, men ifølge det australske nyhedsbureau AAP holder batterierne ofte flere dage længere.

Lederen siger, at arbejdet med at opspore lyd fortsætter, indtil der ikke længere er håb om at høre flere signaler.

- Vi leder efter transmissioner, der formentlig er svagere, end de ville have været tidligere, siger Angus Houston.

Arealet på 75.000 kvadratkilometer er stadig et område, der er væsentligt større end Danmark, der måler godt 43.000 kvadratkilometer.

/ritzau/