Før søndagens opgør på Nordjyske Arena havde FC Vestsjælland aldrig forladt en superligakamp mod AaB uden minimum et point.
I femte forsøg blev stimen dog brudt for Slagelse-holdet, der søndag måtte give fortabt mod de danske mestre 0-2. Et fortjent nederlag ifølge gæsternes træner, Michael Hansen.
- AaB var bedre end os i både tanke og handling. De spillede en god kamp og udnyttede de personlige fejl, som vi begik.
- Når vi så samtidig var uskarpe på vores dødbolde og de få chancer, vi havde, så er det utroligt svært at få noget med hjem fra Aalborg, siger FC Vestsjællands cheftræner.
Ud over en stor dobbeltchance i kampens begyndelse, så var det småt med Vestsjælland-chancer. Ifølge en af holdets midtbanespillere lå det store taktiske fokus også på forsvaret for gæsterne.
- Efter de snittere, vi har fået på det seneste, så har vi arbejdet meget med defensiven på det seneste.
- Det betød også, at vi ikke bare satsede helt vildt for udligningen, da de kom foran 1-0, siger Marc Dal Hende.
24-årige Dal Hende, der spillede de første 65 minutter, bliver bakket op af sin træner, der brugte pausen på at reparere frem for at tænke i nye angrebsmuligheder.
- Vi ændrede ikke noget offensivt i pausen rent taktisk, men forsøgte i stedet at få bremset AaB's dominans på højrekanten. Specielt Henrik Dalsgaard gjorde ondt på os, men det fik vi lukket mere af for i anden halvleg, siger Michael Hansen.
Nederlaget mod AaB betyder, at FC Vestsjælland fortsat er placeret som nummer 10 i Superligaen - to point foran OB, der ligger på den anden side af nedrykningsstregen.
/ritzau/