Forside Nyheder Michael Knudsens afskedskamp endte med dansk nederlag

Michael Knudsens afskedskamp endte med dansk nederlag

Michael Knudsens afskedskamp endte med dansk nederlag

Lige nu læser andre

En norsk kontramaskine kørte fredag aften hen over de danske håndboldherrer i Aalborg.

Derfor endte det med et dansk nederlag på 31-32 til Norge i træningsturneringen Golden League.

Det var Michael V. Knudsens sidste kamp på landsholdet, og stregspilleren åbnede ballet i sin afskedskamp med sit mål nummer 795 i karrieren. Det var til stillingen 1-1.

De to arvefjender fulgtes pænt ad til pausen, hvor stillingen var helt lige – 14-14.

Læs også

Der skulle gå hele 35 minutter af kampen, før man så det første mål fra Mikkel Hansen til dansk 17-16-føring.

Norge blev dog ved med at løbe kontra mod danskerne, som ikke var særligt gode til at løbe med hjem.

Ulrik Wilbek tog en timeout bagud med 19-24, og landstræneren krævede hurtigere tilbageløb i det danske forsvar, og det hjalp lidt på det danske spil.

Det hjalp dog ikke, at Anders Eggert brændte to straffekast i træk. Det plejer ellers at være en disciplin, fløjen mestrer til perfektion.

En velspillende Bo Spellerberg fik med sin syvende scoring reduceret til 24-28.

Det var første gang, at KIF Kolding København-spilleren lavede syv mål i samme kamp for landsholdet. Spellerberg endte på otte scoringer i kampen og blev dansk topscorer.

Henrik Møllgaard var også med til at holde liv i det danske håb i slutminutterne. Fra en position som højreback reducerede han flot til 28-30 med seks minutter igen.

Mikkel Hansen vågnede lidt op og fik scoret til 29-30, så kampen udviklede sig til lidt af en gyser til slut.

Men Norge blev ved med at trække fra. Magnus Gullerod gjorde det til 31-29 til Norge, og efterfølgende brændte Mikkel Hansen et forsøg.

Norge kom yderligere foran, men danskerne kom igen og fik reduceret til 31-32. Men tættere på kom Danmark ikke, for Mikkel Hansen brændte endnu et forsøg i slutsekunderne.

Tidligere fredag vandt Slovenien overraskende 27-26 over Frankrig. Søndag mødes Danmark og Frankrig i den sidste kamp ved Golden League-stævnet.

/ritzau/

Læs også

Ads by MGDK