Midnatsmesser tiltrækker tusindvis i Rom og Bethlehem

admin

|

25/12/2013

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Som sædvanlig er tusindvis af turister og pilgrimme passeret gennem kontrolposterne mellem Israel og Vestbredden for at opleve tirsdagens midnatsmesse i Betlehem. Den lille by i det palæstinensiske selvstyreområde, hvor Jesus angiveligt blev født.

I sin prædiken i Fødselskirken, der er bygget på det sted, hvor Jesus siges at være kommet til verden, opfordrede Foud Twal, ærkebiskop i Jerusalem, til en "retfærdig og rimelig løsning " på den israelsk-palæstinensiske konflikt.

- Denne smertefulde virkelighed rejser mange spørgsmål vedrørende vores fremtid i dette land og giver os mange bekymringer, sagde den 73-årige Twal.

Men "svaret ligger ikke i hverken udvandring eller i, at vi lukker os selv inde. Det består i at bo her. At leve og dø her", sagde han i sin prædiken, der traditionen tro blev overværet af den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, og andre politiske ledere.

- Fra dette hellige sted husker vi al modgang i verden: Fra borgerkrige i Afrika til tyfonen i Filippinerne, den vanskelige situation i Egypten og i Irak samt tragedien, der udspiller sig i Syrien, sagde Twal.

I Vatikanet i Rom holdt pave Frans samtidig sin første midnatsmesse som overhoved for verdens omkring 1,2 milliarder katolikker.

I Peterskirken, der var fyldt med cirka 10.000 katolikker, opfordrede han folk til at åbne sig mod Gud.

- I vores personlige liv er der både lyse og mørke øjeblikke, lys og skygger. Hvis vi elsker Gud og vores brødre og søstre, vandrer vi i lyset.

- Men hvis vores hjerter er lukkede, hvis vi domineres af stolthed, bedrag, egoisme, så sænker mørket sig i vores indre og omkring os.

Katolikker fra alle verdenshjørner deltog i højtideligheden. Nogle ankom, fordi de føler, at den nye pave har været et frisk pust i den katolske kirke.

- Han bringer en ny æra ind i kirken. En kirke, som fokuserer mere på de fattige og er mere livlig. En kirke, som bekymrer sig om alle i hele verden, siger Dolores Di Benedetto fra pavens hjemland, Argentina.

Og fysisk er den 77-årige pave væsentlig mere livlig end sin forgænger, pave Benedikt, der trådte tilbage i marts.

Ved de foregående års midnatsmesser blev pave Benedikt i en vogn trillet gennem den enorme katedral. Pave Frans spadserede ved egen kraft op gennem midtergangen.

/ritzau/Reuters