Mikkel Hansen og co. tromler hen over Hviderusland

Skrevet af admin

30/04/2015

Dagens topnyheder

Danmarks håndboldherrer fortsætter den sikre kurs mod EM-slutrunden i 2016. Torsdag bombede Mikkel Hansen og Casper U. Mortensen de rød-hvide til sejr over Hviderusland på 36-27.

Og det glatte gulv i hallen i Minsk var der kommet styr på til kampen.

Med sejren har Danmark vundet de tre første kampe i puljen, da holdet tilbage i oktober og november sidste år besejrede Litauen og Bosnien-Hercegovina, og meget skal gå galt, hvis ikke Danmark i de tre sidste kampe mod samme nationer vinder puljen.

Straks fra starten af udekampen mod Hviderusland var det Gudmundur Gudmundssons mandskab, som satte sig på begivenhederne og tog føringen. En føring, der stille og roligt voksede gennem halvlegen.

Det var især takket være en fremragende venstreside, hvor Casper U. Mortensen og Mikkel Hansen, som har overtaget tjansen som straffekastskytte i fraværet af Anders Eggert og Hans Lindberg, bankede mål ind.

Ved 9-6-føring havde de to leveret syv af scoringerne, og Danmark kunne gå til pause med en komfortabel føring på 17-12.

Og spændingen kom aldrig ind i opgøret igen. Straks efter pausen byggede Danmark videre på det gode spil og åbnede et forspring på ni mål efter 40 minutter, og herfra var det blot et spørgsmål om sejrens størrelse.

Danmark gik på automatpilot, og i de sidste ti minutter blev der skiftet godt ud på det danske hold, så der blev sparet lidt kræfter.

Til slut endte det med en suveræn sejr på ni mål - 36-27 til Danmark.

De to nationer mødes igen lørdag i Aarhus, hvor Danmark kan sikre sig førstepladsen i kvalifikationspuljen.

/ritzau/