Mikkel Hansen og Lindberg tager hatten af for Wilbek

Skrevet af admin

03/04/2014

Mest læste i dag

Når Danmark på søndag møder Frankrig ved Golden League-stævnet, så bliver det samtidig den sidste kamp, hvor Ulrik Wilbek er landstræner for håndboldherrerne. Han blev ansat i jobbet i 2005.

Det bliver med stolthed, at Wilbek kan takke af som Danmarks mest succesrige håndboldtræner, mener Mikkel Hansen.

- Han fik det jo fra 0 til 100 med landsholdet. Han har i hvert fald fået rettet en masse fokus på det danske herrelandshold, hvor man tidligere stod lidt i skyggen af kvindelandsholdet.

- Han var træner for kvinderne og havde hevet den ene medalje hjem efter den anden. Da han skiftede over til herrehåndbold, så fik han vendt de mindre gode resultater, der havde været tidligere.

- Stort set fra dag ét fik han medaljer. Og han gør nok et eller andet rigtigt, når han vinder medaljer gang på gang, siger Mikkel Hansen.

Wilbek nåede at vinde 13 medaljer - seks med kvinderne og syv med herrerne. Det blev blandt andet til samlet seks guldmedaljer i årene 1993 til 1997 og fra 2006 til 2014.

- Manden er meget passioneret. Alle kender ham som den entusiastiske mand på sidelinjen. Han har resultaterne med sig, og det må man respektere mere end noget andet, siger Mikkel Hansen.

Også højrefløjen Hans Lindberg ser tilbage på en forrygende tid med landsholdet og Wilbek.

- Der har været en fantastisk god stemning på holdet i alle de år, jeg har været med. Han har stået for en linje, hvor der uden for banen har været frihed under ansvar.

- Vi har som spillere haft frihed til at hygge os sammen, og vi vidste, hvilke grænser der var. Det har fungeret fantastisk. Det har også været medvirkende til, at humøret altid har været højt, siger Lindberg.

- Og så har han været med til føre den succes, som dansk herrehåndbold var inde i, videre. Han har taget landsholdet et skridt videre op, kan man sige.

- I lang tid var vi et skridt efter toppen. Det sidste skridt op i toppen skete under ham. Han har været med til at præge dansk håndbold i de seneste mange år, mener Lindberg.

Det bliver islændingen Gudmundur Gudmundsson, som overtager landstrænerposten efter Wilbek. Fremover skal Wilbek kun varetage jobbet som sportschef i Dansk Håndbold Forbund.

/ritzau/