Militærchefen for Syriens Frie Hær er fyret

Skrevet af admin

16/02/2014

Dagens topnyheder

Syriens Frie Hær har fyret militærchef Selim Idriss og erstattet ham med Abdel al-Ilah al-Bashir.

Det fremgår af en video, der er offentliggjort på internettet.

I videoen siger oprørskoalitionen, at dens militærråd har besluttet at erstatte Idriss på grund af de "problemer, som den syriske revolution står overfor" i dens kamp mod præsident Bashar al-Assad.

Militærrådet ønsker ikke at give yderligere informationer om årsagen til fyringen, men en kilde siger til nyhedsbureauet AFP, at Idriss er blevet kritiseret for at have fejlet på slagmarkerne. Blandt andet i distributionen af våben til oprørsstyrkerne.

Syriens Frie Hær udgør en af flere oprørsfraktioner, der kæmper for at vælte præsident Bashar al-Assad.

Den afskedigede hærchef var med til at oprette enheden, der har modtaget støtte fra flere vestlige lande. Idriss blev udnævnt til chef i december 2012.

Hans afløser har fungeret som øverstkommanderende for oprørskoalitionens styrker i en provins i den vestlige del af Syrien.

Syriens Frie Hær var tidligere den stærkeste og mandskabsmæssigt største enhed i kampen mod regimet.

Men den er blevet svækket af interne stridigheder og tilstrømning til andre oprørsfraktioner som Den Islamiske Front - en magtfuld alliance dannet sidste år, som med titusindvis af bevæbnede mænd nu er den største oprørsgruppe.

/ritzau/AFP