Militærfly forulykker i Spanien: Piloten er omkommet

Skrevet af admin

09/06/2014

Dagens topnyheder

Noget gik galt, da et Euroflighter militærfly mandag eftermiddag skulle lande på en militærbase i det sydlige Spanien. Flyet forulykkede af ukendte årsager under landingen.

- Et Eurofighter er forulykket under landingen på landingsbanen på Moron-basen, siger en talskvinde fra det spanske forsvarsministerium til nyhedsbureauet AFP.

Piloten omkom i ulykken, bekræfter kilder i forsvarsministeriet til nyhedsbureauet Reuters.

Moron de la Frontera-luftbasen nær den sydspanske by Sevilla deles mellem Spanien og USA, men det er kun Spanien, der benytter fly fra Eurofighter.

Det spanske forsvarsministerium kan endnu ikke oplyse, om det var en menneskelig fejl eller en teknisk fejl på flyet, der var årsag til ulykken.

Eurofighter-flyene bliver bygget af det britiske firma BAE Systems sammen med det europæiske Airbus og italienske Finmeccanica. Eurofighter konsortiet er i hård konkurrence med andre fremstillere af militærfly - især Lockheed Martin, Boeing og Dassault Aviation.

I sidste måned udtalte chefen for Airbus' forsvarsdivision, at konsortiet vil standse produktionen af Eurofighter i 2018, hvis man ikke modtager nye kontrakter på flyene.

Ifølge AFP er Qatar, Saudi-Arabien, Kuwait og Malaysia interesserede i de europæiske militærfly.

Spanien besluttede for 10 år siden at købe 87 af flyene, skriver Reuters.

/ritzau/