Militærparade i Moskva: Putin spiller med musklerne

Skrevet af admin

09/05/2014

Dagens topnyheder

Det russiske militær har fredag taget hul på den årlige parade i landets hovedstad, Moskva. Militærudstyr og marcherende soldater vises frem for præsident Vladimir Putin, det russiske folk - og måske vigtigere endnu for resten af verden.

Marchen på Den Røde Plads markerer 69-året for sejren i Anden Verdenskrig.

- 69 år er gået, siden den store fædrelandskrig. Men 9. maj vil blive ved med at være vores vigtigste helligdag, siger Putin ifølge det russiske nyhedsbureau Itar-Tass i en tale til de mange fremmødte på Den Røde Plads.

- Det er en dag for national triumf og national stolthed, men også en dag for sorg og evigt minde, tilføjer Putin, som er øverstbefalende for Ruslands væbnede styrker.

Cirka 11.000 soldater deltager i den traditionsrige parade, hvor en række veteraner overværer fremvisningen sammen med præsident Putin.

- På denne dag triumferer den usynlige kraft af patriotisme, og vi er alle fyldt af en følelse af, hvad det betyder at være loyal over for sit fædreland, og hvor vigtigt det er at forsvare landets interesser, siger Putin ifølge Itar-Tass.

Ligesom de foregående år består dette års militærparade ud over soldaternes march også af en fremvisning af kampvogne og andre militære køretøjer samt en fremvisning af 68 militærfly og helikoptere.

Der bliver også afholdt militærparader i St. Petersborg og en række andre russiske byer - blandt andet i havnebyen Sevastopol på den ukrainske Krim-halvø, hvor Rusland har sin eneste flådebase med adgang til Middelhavet.

Flere medier skriver, at Putin efter paraden i Moskva flyver til Krim-halvøen for at fortsætte hyldesten af det russiske militær. Det er dog ikke officielt bekræftet.

Den tyske kansler, Angela Merkel, kalder det en "skam", hvis Putin vil bruge mindehøjtideligheden til at besøge Krim-halvøen midt i krisen, skriver AFP.

Krim-halvøen er ligesom det øvrige Østukraine ramt af uroligheder, fordi prorussiske separatister ønsker uafhængighed fra Ukraine.

/ritzau/