Militært pres kan øge Islamisk Stats terror i Europa

Skrevet af admin

19/04/2016

Mest læste i dag

Islamisk Stat (IS) er trængt militært, og flere vestlige lande, herunder Danmark, gør klar til at øge det militære pres på organisationen, der har mistet store dele af sit territorium i Irak og Syrien.

Men IS vil næppe blot vil læne sig tilbage og se til, mens de områder, den har under kontrol, bliver bombet.

Tværtimod må man forvente, at IS vil forsøge at reagere, når organisationen bliver presset, vurderer den danske udenrigsminister Kristian Jensen (V).

- Hvis du kigger bredt ud over Europa, så tror jeg, der vil være en risiko for, at der bliver gennemført flere terrorangreb mod de europæiske byer i de kommende måneder.

- Det er klart, at når vi presser dem militært, så forsøger de at reagere. Derfor er der i periode en forhøjet trussel mod Europa, siger Kristian Jensen.

Han understreger, at analysen af, at truslen er forhøjet, ikke specifikt gælder Danmark. Danmark har i flere år levet med en forhøjet terrortrussel, påpeger udenrigsministeren.

Tirsdag bliver Danmark dog et af de lande i koalitionen, som i forhold til indbyggertallet bidrager allermest til den militære indsats mod Islamisk Stat.

Det sker, når et bredt flertal i Folketinget vil stemme for et beslutningsforslag, som markant skærper det danske militære bidrag. Danmark vil både udsende kampfly og specialstyrker, som skal operere i Irak og Syrien.

Ifølge Kristian Jensen er der ikke noget alternativ til at kæmpe. Det er naivt at tro, at vi vil være i fred for terror, hvis vi lader Islamisk Stat være i fred, mener han:

- De bryder sig ikke om den måde, vi lever på. Den måde, vi går klædt på, vores tolerance, vores ytringsfrihed, vores religionsfrihed. De bryder sig simpelthen ikke om vores samfund.

- Den kamp har de hele tiden forsøgt at kæmpe, ligeså lang tid, de har været der, siger Kristian Jensen.

Mens Dansk Folkeparti i lyset af flygtningestrømmen og risikoen for terror presser på for total kontrol ved de danske grænser, mener Kristian Jensen, at V-regeringen gør, hvad man kan, for at beskytte danskerne mod eksempelvis hjemvendte Syrien-krigere.

I Danmark er det allerede muligt at straffe folk, der rejser til Syrien for at kæmpe, og de regler vil efter alt at dømme snart blive skærpet, så det bliver helt forbudt at rejse til Syrien, med mindre man har en god forklaring, påpeger Kristian Jensen.

På europæisk plan er myndighederne i færd med at styrke kontrollen med, hvem der kommer ind i Europa, og Europol har ifølge Kristian Jensen forøget opmærksomhed på terrortruslen.

- Men jeg vil også gerne advare mod den forestilling om, at hvis bare vi lukkede grænsen, så var der ikke nogen terrortrussel mod os, siger han.

- Vi har selv set det i Danmark, hvordan folk, der er vokset op i Danmark, er blevet radikaliseret. Vi har set det ved Krudttønden. Vi har set det med pigen fra Kundby. Så risikoen er hos os selv.

- Vi kan ikke bare sætte et navn, en hårfarve eller en religion på truslen. Vi er nødt til at se på, hvordan vi giver politiet og de sociale myndigheder de bedste værktøjer, lyder det.

/ritzau/