Militante topfolk meldes dræbt under angreb i Syrien

admin

9 år siden

|

06/03/2015

Dagens topnyheder

Den militære leder af Nusra Fronten i Syrien er angiveligt sammen med adskillige andre topfolk fra den militante bevægelse blevet dræbt i et luftangreb torsdag.

Det skriver BBC.

Jihadist-gruppen bekræfter ifølge nyhedsbureauet AP på sociale medier, at dets militære leder, Abu Homam al-Shami, er dræbt sammen med tre andre ledende medlemmer.

Ifølge Syriens statslige nyhedsbureau angreb og dræbte regeringssoldater Nusra-lederne i forbindelse med, at de var samlet til et møde i Idlib-provinsen i den nordlige del af landet.

Den udlægning er ikke bekræftet fra anden side.

Rami Abdel Rahman, direktør for eksilgruppen Syriens Observatorium for Menneskerettigheder, oplyser, at "flere ledere i Nusra Fronten blev dræbt" uden at sætte navn på hverken de omkomne, eller hvem der stod bag angrebet.

- Det er uklart, om angrebet blev udført af den amerikanskledede koalition eller regimet, og der er modstridende oplysninger om Abu Mohamed al-Jolanis skæbne, siger Rami Abdel Rahman.

Abu Mohamed al-Jolani er den øverste leder for den militante bevægelse.

En talsmand for det amerikanske forsvarsministerium afviser, at kampfly fra den internationale koalition har været i aktion i nærheden af det sted, hvor de militante ledere blev slået ihjel.

- Vi kan ikke bekræfte oplysninger i pressen om, at ledere i Nusra Fronten er blevet dræbt tæt på provinsen Idlib. Hverken USA eller koalitionen har gennemført luftangreb i nærheden af det sted de seneste dage, siger talsmanden, oberst Steve Warren.

Nusra Fronten er længe blevet sat i forbindelse med den islamistiske gruppe al-Qaeda og betragtes som en af de mest magtfulde i kampen mod præsident Bashar al-Assad og hans regime i Syrien.

/ritzau/