Miljøminister: Blå bloks skovudspil giver mindre natur

Skrevet af admin

11/04/2015

Dagens topnyheder

Med blå bloks forslag om at lade 20 procent af de statsejede skove stå urørte hen, får man ikke mere natur. Tværtimod.

Sådan siger miljøminister Kirsten Brosbøl (S), efter at de borgerlige partier med Venstre i spidsen har lagt op til at gøre cirka 25.000 hektar, 250 kvadratkilometer, til urørt naturskov.

Til sammenligning vil regeringen i Naturplan Danmark kun lade 250 hektar ligge. Det er 100 gange så lidt.

Alligevel er det regeringen, der vil naturen det bedst, mener ministeren.

Ifølge ministeren vil blå blok nemlig lave en handel, hvor man samtidig med at øge biodiversiteten i skovene reducerer andelen af naturbeskyttede arealer som moser og heder med cirka 25.000 hektar og åbner det for dyrkning.

- Regeringen vil beskytte og styrke både vores skove og den lysåbne natur. Det vil blå blok tydeligvis ikke, siger Kirsten Brosbøl i en mail til Ritzau.

- Vi skal både sørge for bedre biodiversitet i vores skove, men også tage vare på de arter, der lever på paragraf tre-arealerne i den åbne natur, siger hun.

De beskyttede naturområder kaldes "paragraf tre-arealer", da de er beskyttet af naturbeskyttelseslovens paragraf tre.

Regeringen har ifølge ministeren igangsat flere analyser i Naturplan Danmark, som skal kortlægge, hvordan der kommer bedre biodiversitet i skovene. I øjeblikket ventes der på svarene.

Hun mener, at urørt skov uden tvivl er et af flere vigtige virkemidler til at beskytte biodiversiteten i skovene. Men ifølge hende er urørt skov ikke tilstrækkeligt.

- Vi skal sætte ind på flere fronter på samme tid. Vi skal skabe mere urørt skov, vi skal have græsningsskov, vi skal have mere vand i vores skove, og vi skal målrette vores indsats der, hvor vi får mest natur for pengene, udtaler hun.

/ritzau/