Miljøorganisationer er skuffede over nye østersøkvoter

Skrevet af admin

23/10/2015

Mest læste i dag

Selv om torskekvoterne i Østersøen reduceres med tyve procent næste år, er det stadig ikke nok til at holde hånden under bestanden.

Det mener miljøorganisationerne Greenpeace og Oceana oven på torsdagens EU-ministermøde, hvor kvoterne for 2016 blev forhandlet på plads.

Magnus Eckeskog, der er havansvarlig for Greenpeace i Danmark, kritiserer miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) og hendes kolleger for ikke at skære nok i kvoterne til gavn for fiskebestanden.

- Det er beskæmmende, at Eva Kjer Hansen og de øvrige fiskeriministre har valgt at gå stik imod EU’s ellers flotte ambition om at bekæmpe overfiskeriet i europæiske farvande.

- I stedet for at følge op på det erklærede ønske om at genopbygge EU’s fiskebestand og sikre et langsigtet bæredygtig fiskeri, har ministrene tilsyneladende ladet sig presse af meget kortsigtede økonomiske interesser, siger han i en pressemeddelelse.

Oceana, der er en verdensomspændende havbeskyttelsesorganisation, "fordømmer" de nye kvoter.

- EU's fælles fiskeripolitik forpligter fiskeriministrene til at opnå bæredygtighed i fiskeriet senest i 2020.

- Med den nuværende hastighed vil den deadline blive overskredet. Det er ikke kun endnu et løftebrud, det grænser til ulovligheder, siger organisationens europæiske direktør, Lasse Gustavsson.

Kritikken fra miljøorganisationerne gør dog tilsyneladende ikke det store indtryk på Eva Kjer Hansen.

- Det overrasker mig ikke. De er jo ikke tilfredse, før fiskeriet er ophørt.

- Mit udgangspunkt har været den videnskabelige rådgivning og forsøget på at opnå maksimalt bæredygtigt udbytte, siger hun til Ritzau.

Oceanas forslag til fiskekvoterne gik blandt andet ud på en reduktion af torskekvoterne på mellem 43 og 51 procent, men ministrene enedes om at sænke dem med 20 procent.

På samme måde lykkedes det ikke for Oceana at få reduceret laksekvoterne, der forbliver på samme niveau.

/ritzau/