Mindst 11 mennesker omkommet i iskold Hercules-storm

Skrevet af admin

04/01/2014

Mest læste i dag

Mindst 11 mennesker har mistet livet under den iskolde vinterstorm, der de seneste dage har ramt USA.

De nordøstlige delstater har været hårdest ramt af kulden. I dele af Massachusetts er der faldet hele 61 centimeter sne, og fredag blev der erklæret undtagelsestilstand i både New York og New Jersey.

Fredag blev fire mennesker dræbt i vinterstormen - en person blev knust under en 30 meter høj bunke salt, som skulle bruges til at gøre vejene farbare i Philadelphia.

En 71-årig kvinde, der led af Alzheimer, frøs ihjel, da hun var gået ud i kulden og faret vild i delstaten New York, lyder det fra myndighederne.

Mindst ni andre dødsfald kædes sammen med snestormen, der er blevet døbt Hercules.

Vintervejret har skabt trafikale problemer i 22 amerikanske delstater, men også i dele af Canadas Quebec-region faldt temperaturerne til -29 grader fredag.

Hercules-stormen lukkede flere store veje i flere timer, da de arktiske vinde på op til 105 kilometer i timen sendte sne ind over kørebanerne.

Flere end 4200 indenrigs- og udenrigsflyafgange blev aflyst langs lufthavnene på den amerikanske østkyst. New Yorks travle John F. Kennedy-lufthavn måtte for eksempel lukke ned i flere timer på grund af dårlig sigtbarhed og kraftige vinde.

I New York blev folk rådet til at holde sig inden døre, så rydningstjenesterne kunne arbejde. Myndighederne oplyste, at 450 saltspredere havde været på gaderne siden torsdag morgen og dertil kom 1700 lastbiler med sneplove.

/ritzau/AFP