Mindst tre politifolk dræbt af bevæbnet mand i Canada

Skrevet af admin

05/06/2014

Dagens topnyheder

Tre politifolk er onsdag aften blevet skudt og dræbt af en bevæbnet mand i den canadiske provins New Brunswick. To andre betjente er såret. De er begge uden for livsfare.

Store politistyrker jagter torsdag en 24 årig mand, som, politiet mener, er gerningsmanden.

Polititalsmand Paul Greene bekræfter, at tre politibetjente er dræbt og to andre er såret og er bragt til hospitalet.

Der foreligger ingen oplysninger om motivet til nedskydningen af betjentene, der har fundet sted i byen Moncton. Der er endnu ikke mange oplysninger om omstændighederne omkring drabet.

Dramaet startede onsdag aften lokal tid, da politiet rykkede ud efter at have fået en melding om, at en bevæbnet mand var observeret i Moncton.

Efter at have skudt betjentene, forsvandt gerningsmanden fra stedet, og han var natten til torsdag lokal tid fortsat på fri fod. Folk i området advares mod at bevæge sig ud.

- Bliv inde. Lås jeres døre. Bilister skal holde sig væk fra området, hedder det i beskeden fra The Royal Canadian Mounted Police.

Politiet mener at have identificeret den eftersøgte. Der er tale om en 24-årig mand fra Moncton. Han menes fortsat at være bevæbnet og anses for at være farlig.

Myndighederne har offentliggjort et billede af den mistænkte. Han er iført militært camouflagetøj og et sort pandebånd. Han ser ud til at bære på mindst én riffel.

Indtil videre er der kun få detaljer om hændelsen. Et boligområde i udkanten af Moncton - en by med cirka 100.000 indbyggere på den canadiske østkyst - er afspærret, og helikoptere flyver hen over området.

/ritzau/